Enhver yogatime begynder med åndedrættet: ind gennem næsen, ud gennem næsen, langsomt og bevidst. Pranayama er systematisk træning af netop dét — og alligevel tilbringer selv flittige yogier en tredjedel af livet i en tilstand, hvor al træningen er glemt: søvnen, hvor munden falder åben, og vejrtrækningen bliver hurtig og overfladisk.
Hvorfor næsen betyder så meget
Yogatraditionen har altid insisteret på næsen, og fysiologien giver den ret: Næseånding gør vejrtrækningen langsommere og dybere, aktiverer den beroligende del af nervesystemet og giver en mere stabil søvn. Det er præcis de kvaliteter, man dyrker i en rolig pranayama-praksis — og præcis dem, der forsvinder, når munden står åben klokken tre om natten.
Nattens praksis er passiv — men den kan understøttes
Man kan ikke beslutte sig for at næseånde i søvne, men man kan lægge forholdene til rette. En kort, rolig åndedrætsøvelse inden sengetid sætter tonen. En fri næse er forudsætningen — skyl den, hvis den driller. Og vil man gå skridtet videre, bruger mange en blød mundtape som en stille påmindelse til kroppen om at holde munden lukket; danske Somniva laver begyndervenlige varianter, der føles mindre dramatiske, end det lyder.
Yogaens grundregel gælder også her
Lyt til kroppen, og tving intet. Mundtape er ikke til nætter med tilstoppet næse, og kraftig snorken med pauser i vejrtrækningen skal en læge se på — det er ikke noget, hverken pranayama eller tape skal "fikse". Men for de fleste er nattens næseånding bare den manglende halvdel af en praksis, de allerede har: Åndedrættet slutter ikke, fordi timen gør.